Kontormiljøer
Her kan du læse om undersøgelser foretaget i kontormiljøer i forbindelse med projektet.
I tilknytning til storcentre er der typisk en række kontorfaciliteter, der anvendes til udlejning eller til egen driftsafdeling. Her varierer indeklimabehovet, ventilationsanlæggene og den tilhørende styring ofte fra de resterende lokaletyper. Generelt i Danmark vurderes etagearealet til kontorer at udgøre mindst 50 mio. m2 eller et ca. 15 gange større areal end storcentrene. Der er således et væsentligt større marked for teknologi, der også kan anvendes i kontorer. Den følgende case er baseret på mindre ventilationsaggregater fra Exhausto A/S med anlægsstyring leveret af Bitzer Electronics A/S.
I casen blev det besluttet at demonstrere følgende:
- Integration af elmålere i anlægsstyringer, der styrer ventilationsaggregater med tilsluttet køleanlæg
- Overstyring af sætpunkter i ventilationsaggregaters anlægsstyring ved brug af cloud-platform og gateway. I den forbindelse er der udviklet en overordnet indeklima- og styringsstrategi, der adskiller sig fra anlæggenes eksisterende styringsstrategi.
- Undersøge dataopsamling med ekstra trådløse indeklimasensorer og vurdere, hvilken værdi, det kan tilføre.
Demonstrationen tog udgangspunkt i en demozone etableret hos Exhausto A/S med to forskellige Exhausto ventilationsanlæg. Et VEX250 anlæg med en kapacitet på ca. 3500 m3/h udstyret med en DX køleenhed og vandvarmeflade. Anlægget forsyner et mindre kontor til 2 personer og et større kontorlokale med plads til 4 personer. Det andet anlæg er et nyere VEX150CF med en kapacitet på ca. 2000 m3/h med en vandbaseret varmeflade og køleflade tilsluttet en separat vandkøleenhed. Anlægget forsyner et kontorlokale til 6 personer og et kontorlokale til 3-4 personer med ekstra plads til et mødebord. I alt forsynes ca. 200 m2. De 2 anlæg er styret individuelt. med hver sin Exact2-styring. Der er installeret en gateway tilsluttet PreHEAT cloudplatformen, som har fat i anlægsstyringerne.
I alle 4 kontorlokaler blev indeklimaet logget over en periode på ca. 6-7 måneder. De i alt 4 indeklimasensorer målte rumtemperatur, CO2-koncentration og den relative luftfugtighed. Indeklimadata overførtes til PreHEAT via API og en 3G-forbindelse.
Beskrivelse af tiltag
En væsentlig forudsætning for at potentialet for energibesparelser og energifleksibilitet kan vurderes og senere dokumenteres er, at elforbruget kan måles. Det kan være besværligt og omkostningstungt at etablere elmålere med dataopsamling. Derfor er der i SEBUT-projektet arbejdet med en løsning, hvor elmålinger kan etableres og opsamles via anlægsstyringen på ventilationsanlægget. Der er lavet følgende tilpasninger af teknologien:
- Elmåler: Bitzer Electronics A/S har tilpasset et eksisterende produkt til 3-faset elmåling. Måleområdet er 0-40 Ampere, 0-540 Volt og en effekt op til 24 kW. Kommunikation via Modbus RTU.
- Anlægsstyring: Bitzer Electronics A/S har udviklet en softwareversion til Exact2-styringen, der indeholder registre, så det er muligt at opsamle data fra 2 elmålere via Modbus. Det giver mulighed for både at måle elforbruget af ventilationsaggregatet og af et tilsluttet køleanlæg og en enkel tilgang til løbende dataopsamling via eksisterende snitflade
For demonstration etableredes i alt 4 elmålere: En måler for hvert ventilationsaggregat, og en måler for hvert køleanlæg. Dataopsamling blev udført gennem den allerede etablerede forbindelse til Exact2-styringen via gateway og PreHEAT-cloudplatformen.
Du kan læse om mere om demonstrationer og resultater i SEBUT-rapporten.